Ferritter dannes ved en reaktion mellem jernoxid (Fe2O3) og et metallisk grundstof, såsom jern (Fe), nikkel (Ni) eller mangan (Mn). Denne reaktion finder sted ved høje temperaturer.
Ferritter er magnetiske materialer, der er meget magnetiserbare. De hører til gruppen af keramiske materialer og består af en blanding af metaloxider. Ferritter har en krystallinsk struktur og kan være både hårde og sprøde.
Den vigtigste egenskab ved ferritter er deres magnetiske permeabilitet, som angiver, hvor godt de kan lede magnetiske feltlinjer. Ferritter har en høj permeabilitet, hvilket er grunden til, at de er meget udbredte i elektronikindustrien. De bruges f.eks. i transformere, induktorer og andre elektroniske komponenter.
Et andet vigtigt aspekt ved ferritter er deres elektriske isoleringsegenskaber. De er ikke-ledende og kan derfor bruges i højfrekvente applikationer, hvor elektrisk isolering er påkrævet.
Ferritter er også kendt for deres gode termiske stabilitet. De kan modstå høje temperaturer uden at miste deres magnetiske egenskaber. Det gør dem ideelle til anvendelse i motorer, generatorer og andre enheder, der udsættes for høje temperaturer.
For at opsummere er ferritter magnetiske materialer med høj permeabilitet, god elektrisk isolering og termisk stabilitet. De bruges inden for forskellige områder, herunder elektronik, elektroteknik og kraftproduktion.